Klynger eller klyngeri

I Halsnæs Kommune i Nordsjælland vil de gerne have erhvervsmæssig vækst. Virksomhederne – og i nogen grad også de unge – flytter fra den gamle stålvalseby Frederiksværk og kommunens satellitbyer med Hundested som den største ved Isefjordens munding. Et af midlerne i kommunens nye erhvervsplan er at fremme udviklingen af en fødevareklynge af virksomheder. Nu er det sådan, at Danmark i flere århundreder har været en fødevareproducerende nation. Hvorfor skulle der så lige netop i Halsnæs være grundlag for en sådan særlig klynge af fødevarevirksomheder, der kan befrugte hinanden og udvikle sig til et bærende erhverv i kommunen? Det kan diskuteres.
Derimod kan man fastslå, at Halsnæs ikke er den eneste kommune, der har fået den idé. Overalt i danske kommuner og regioner postes der skatteyderkroner i at skabe nye erhvervsklynger – ikke mindst inden for fødevarer. En optælling, som Dagbladet Børsen foretog sidste år, viste, at vi havde 86 klynger med 12.000 deltagende virksomheder. De fleste af dem offentligt initierede. Der laves netværksmøder, videndeling og meget andet godt organiseret af offentligt betalte erhvervsfremmeaktører.
Skal man tro Erhvervsministeriet, der undersøgte klyngerne i fjor, virker de. I hvert fald er mange virksomheder tilfredse. Dog kniber det, når man undersøger klyngernes hovedformål: At skabe samarbejde mellem videninstitutioner og virksomhederne om forskning og produktudvikling. Her er kun de færreste med, og det er også langtfra alle virksomheder, der betaler for klyngernes ydelser, og dermed dokumenterer deres værdi.
Hvad man med sikkerhed kan konkludere er, at den amerikanske økonom Michael Porters 30 år gamle teorier om erhvervsklyngers evne til at skabe vækst, nu har fået en sådan udbredelse i Danmark, at de er kendt af hvert eneste offentlige erhvervsfremmekontor. Klyngeriet florerer overalt.
Der er ingen tvivl om, at en lokal ophobning af virksomheder med fælles berøringsflader kan være en fordel. Kendskab til hinandens specialer og styrker, samarbejde om udnyttelse af maskiner, deling af arbejdskraft og henvisning af kunder til en kollega giver store fordele. Som f.eks. i Vildbjerg nord for Herning, hvor virksomheder inden for metalbearbejdning arbejder tæt sammen. Men her er klyngen ikke blevet til på offentligt initiativ, den er vokset nedefra. Ligesom Silicon Valley – uden sammenligning i øvrigt – er stålklyngen snarere et udtryk for agglomeration »sammenklumpning«.
De tætte relationer mellem læreanstalterne og danske medicinalvirksomheder er et godt eksempel på, at klynger kan have effekt og virke til gavn for Danmark. Det er helt efter Porters teorier, hvori han bl.a. tilskriver de tætte relationer mellem læreanstalter, forskningsinstitutioner og andelsbevægelsen hovedæren for, at vi har en effektiv fødevaresektor i Danmark. Men også her er relationerne groet nedefra. Det gode spørgsmål er naturligvis, hvor godt de mange lokale danske klynge og netværksaktiviteter virker i en global verden. Den bedste viden og de bedste videnskabelige samarbejdspartnere for en dansk virksomhed findes ikke nødvendigvis inden for Danmarks snævre grænser – de kan lige såvel findes i Tyskland som i Australien, og leder man rigtigt, er de måske kun et klik væk.
Det betyder ikke, at man skal droppe enhver form for offentlig støtte til erhvervsklynger herhjemme. Offentlig støtte til udvikling af robotteknologi har
f. eks. virket.
Men det giver bedst mening at understøtte initiativer der, hvor en vis mængde af virksomheder i forvejen har et udviklet et fællesskab, og hvor der samtidig findes dansk forskning og viden af høj kvalitet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *