Martin torpederer hjemtagningsromantik

I 2012 jublede hele Nordjylland og produktions-Danmark. Martin-gruppen, der fremstiller lyssystemer til diskoteker, flyttede 40 arbejdspladser fra Kina til Martins fabrik i Frederikshavn. Flytningen var et af de første eksempler på, at danske virksomheder efter årtiers udflytning nu var begyndt at flytte produktion hjem fra Kina. Det var blevet for dyrt og for besværligt at producere i det store land mod øst. Især produkter der alligevel skulle sælges i Europa. Dem kunne man ikke vente seks uger på at få sejlet hjem fra den anden side af jordkloden.
For 14 dage siden viste det sig, at nord­jyderne havde glædet sig for tidligt. Amerikanske Harman, der nu ejer Martin, meddelte, at al produktion i Frederikshavn fremover ville foregå i Ungarn, hvor selskabet i forvejen producerer. Beslutningen kostede 185 ansatte jobbet.
I de seneste måneder har vi også set andre markante eksempler på, at udflytningsbølgen fortsætter. Kongskilde, den store landbrugsmaskinproducent, lukker i Sønderborg og flytter 120 job til Polen. Dinex i Middelfart, der producerer partikelfiltre, flytter produktionen til andre fabrikker i Baltikum og Tyrkiet – 70 ansatte bliver arbejdsløse. Svenske Alfa Laval lukker produktionen af varmevekslere i Aalborg og opsiger 50 mand. Der er også eksempler på det modsatte.
I samme Middelfart, hvor Dinex huserer, har den internationale ITW–koncern fastholdt og overflyttet produktion fra udlandet af søm og andre befæstigelsesprodukter, som stammer fra NKT-tiden. Det skyldes i høj grad automatisering. Hagens Fjedre ved Aalborg har ligeledes flyttet produktion hjem fra Østeuropa, det samme har Linak på Als – her er hjemflytningen også drevet af automation og produktudviklingshensyn.
Flere undersøgelser viser faktisk, at hver fjerde danske virksomhed siden finanskrisen i et eller andet omfang har flyttet nogle job hjem. Bundlinjen er nok desværre, at udflytningen af produktion fra Danmark fortsætter. Og det er givetvis mange flere end hver fjerde, der har flyttet ud siden finanskrisen – hvor mange ved ingen endnu helt præcist. Men bølgen bliver ikke mindre, nu hvor Kina har devalueret sin valuta. I de senere år er lønningerne steget betydeligt i Kina, og kampen om den kvalificerede arbejdskraft er blevet hårdere. Det har ført til øget hjemflytning af produktion fra Kina til Vesteuropa og USA. Det skal nedskrivningen af den kinesiske yuan være med til at rette op.
Når man flytter produktion fra Kina skyldes det også megatrends. E-handel og ændrede forbrugsvaner gør det nødvendigt at kunne reagere hurtigere på ændringer i markedet. Derfor skal produktionen i dag tættere på aftagerne. Disse hensyn taler nok til fordel for at producere i Europa. Men ikke nødvendigvis i Danmark – for i europæisk sammenhæng er vi udkant. Central- og Østeuropa ligger tættere på de store markeder.
Vi kan stadig håbe at bevare en vis produktion herhjemme – især test- og udviklingsproduktion.
Men det forudsætter, at vi har ingeniører og andre teknikere nok – og det har vi slet ikke.
Den næste udflytningsbølge bliver derfor drevet af ingeniørmangel.
Ligesom man kan få IT-systemer udviklet og serviceret i Ukraine, Letland, Indien og Tyrkiet, kan man også få ingeniøropgaver udført på distancen. Det sker allerede i et vist omfang i dag – bare spørg de store ingeniørfirmaer som Rambøll, Cowi og Grontmij.
Men bølgen vil også nå de jyske industrivirksomheder, der ellers vækster pænt på de internationale markeder. De skal have deres kunder betjent. Og de venter ikke de fem år, det tager, før der kommer flere danske ingeniører ud af skolerne på DTU, og hvor de ellers melder om et stigende optag af ingeniørstuderende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *