Vand-eventyret er langt væk

Vi hører tit, at i Danmark kan vi noget med vand. Vi er rigtig dygtige til at indvinde vand, fordele det, rense det og genanvende det.: Det er også rigtigt. Men vi blev det faktisk i 80erne, hvor dansk miljølovgivning skabte grundlaget for en hel branche, der kunne sælge vandløsninger rundt om i verden.
Siden er andre lande kommet med, og i Danmark er der ikke investeret ret meget i f.eks. renovering af kloaknet.
Så det med, at vi er gode til vand, er efterhånden lidt af en myte. De er eksempelvis ligeså gode til vand i Australien. For i Australien er vand en ligeså knap ressource som f.eks. olie.
Den danske vandsektor er i dag organiseret i kommunale selskaber. Hvis du bor i København, hører du tit fra noget, der hedder HOFOR – hovedstadens forsyning, som bl.a. står for vandforsyningen i Storkøbenhavn. I Aarhus har de Aarhus Vand, men ellers er landets vandselskaber relativt små. De blev skilt ud fra kommunernes tekniske forvaltninger for fem år siden og er nu ved at finde deres ben som selvstændigt offentligt ejede selskaber, der aflægger regnskab efter årsregnskabslovens regler.
Vandsektoren er organisatorisk der, hvor elsektoren, som nu er delvis privatiseret, var for tyve år siden.
Den kommunale vandsektor rummer mange dygtige teknikere. De samarbejder gerne med Grundfos, Niras, Rambøll, Cowi og alle de andre selskaber på vandområdet, som ikke bare opererer i Danmark, men også bistår med vandløsninger ude i den store verden og skaber eksportindtægter til Danmark.
Men som sparringspartnere for eksportindustrien er de ikke særlig effektive. Dels fordi de er for små, dels fordi de er underlagt en streng regulering om, hvad de må og ikke må.
Derfor bliver der ikke investeret tilstrækkeligt i ny avanceret vandteknologi og nye klimaløsninger, der f.eks. kan løse vores skybrudsproblemer. Det har Deloitte påvist i en omfattende kortlægning af branchens problemer, som nu ligger på politikernes bord.
Rapporten skal danne grundlag for en ny vandsektorlov, som på den ene side skal sikre de billigst mulige vandpriser og på den anden side sikre, at vi i Danmark får investeret i avanceret vandteknologi, så vi får klaret klimatilpasningen og samtidig skabt basis for en privat sektor, der kan sælges løsninger i udlandet.
Det er ikke nogen let opgave at få de mange modstridende hensyn til at gå op i højere enhed. Navnlig i en tid, hvor DONG-sagen har gjort det svært at diskutere statligt/private relationer pragmatisk.
Finansministeriet har den interesse, at nye klimaløsninger ikke skal blive for dyre.
Men teknologiske eksperimenter koster. Hvis du er i tvivl, så se på vindmølleindustrien.
Den er endnu ikke rentabel uden statsstøtte. Men omvendt beskæftiger den efterhånden 30.000 ansatte i Danmark og er blevet en særdeles magtfuld faktor i industrien.
Politikerne vil også gerne have den danske fødevareindustri til at vokse. Men fødevarevirksomheder er nogle af landets største vandforbrugere. De har svært ved at leve med, at teknologiske eksperimenter skal gøre vandpriserne højere, end de allerede er.
Endelig er en masse kommunalpolitikere, som har gode ben ved at sidde i vandselskabernes bestyrelser. De bør skiftes ud med mere kompetente personer, men hvem skal lige drive den proces.
Vandsektoren har ikke den store politiske bevågenhed uden for en snæver og interesseret kreds. Det kan være en fordel, når der indgåes politiske forlig.
Vi får se, hvor langt politikerne når. Perspektiverne er store, hvis politikerne finder det rette snit.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *